Montepulciano

Montepulciano er en af Italiens mest markante røde druesorter, hvis rødder strækker sig dybt ned i den centralitalienske landbrugshistorie. På trods af navneforvirringen — druen er ikke identisk med byen Montepulciano i Toscana, hvor man primært dyrker Sangiovese til Vino Nobile di Montepulciano — menes druens geografiske udgangspunkt at ligge i Abruzzo-regionen langs Adriaterhavskysten, hvor den har trives i århundreder. De første skriftlige referencer til Montepulciano som selvstændig sort dukker op i 1800-tallets ampelografiske litteratur, men lokale traditioner peger på en langt ældre dyrkningshistorie. Det rå bjerglandskab i Abruzzo, med kalkrige jorde og et kontinentalt præget klima mildnet af Adriaterhavets brise, har skabt de ideelle betingelser for sorter med kraftig farve og tæt tanninstruktur. I midten af det 20. århundrede fik druen sit helt store gennembrud med etableringen af DOC-klassifikationen Montepulciano d'Abruzzo i 1968 — en betegnelse der i dag er synonym med tilgængelighed, karakter og italiensk hverdagsvin i bedste forstand. Producenter som Edoardo Valentini og den lidt yngre Emidio Pepe løftede efterfølgende druens prestige til internationalt niveau ved at vise, at Montepulciano kan frembringe vine med betragtelig kompleksitet og aldringspotentiale. I Marche-regionen indgår druen som en central komponent i Rosso Conero og Rosso Piceno, hvor den ofte blandes med Sangiovese. Sydpå i Molise og Puglia bidrager Montepulciano til robuste, solmodnede vine med et mere rustikt udtryk. Sortes udbredelse vidner om en bemærkelsesværdig tilpasningsevne: den trives fra kyster til bjergskråninger og fra dybe lerjorde til kalkstensrige underlag, og den har gennem generationer været en uundværlig del af det centralitalienske vinlandskabs DNA.

Montepulciano fremstår i glasset med en dyb, næsten uigennemsigtig rubin- til granatfarve, der allerede signalerer en vin med substans og kraft. Duften er typisk mørk og jordbundet: blomme, brombær og solbær danner kernen, omgærdet af noter af lakrids, læder, tobak og finthakkede urter som timian og oregano. I de bedste versioner åbner vinen sig gradvist og afslører lag af chokolade, trøffelagtig jord og et strejf af tjære. Stilmæssigt varierer Montepulciano betydeligt afhængigt af oprindelse og producent. I Abruzzo, druens hjemegn, produceres der både enkle, frugtige hverdagsvine med blød tanninstruktur og langtidsholdbare udgaver — særligt under Montepulciano d'Abruzzo Colline Teramane DOCG, hvor vinene er mere koncentrerede og krævende. Valentinis og Emidio Pepes vine herfra kan med lethed modne i 20-30 år og udvikle en finesse, der konkurrerer med Italiens absolutte topvine. I Rosso Conero fra Marche, hvor druen dyrkes på Monte Conero nær Adriaterhavskysten, giver den maritime indflydelse og den sandblandede kalkjord en mere saltagtig mineralitet og fastere syrestruktur. Her fremstår vinen mere elegant og disciplineret end de brede, fyldige Abruzzo-versioner. Fælles for alle udtryk er den karakteristiske høje tanninindhold, der kræver enten tid i glasset, decantering eller mad til at komme til sin ret. Montepulciano er ikke en drue for den utålmodige — men den belønner dem, der giver den plads.

Montepulianos kraftige tanninstruktur, mørke frugt og jordbundne kompleksitet gør den til en naturlig partner for retter med fedme, umami og proteinrig substans. Den klassiske kombination er lamkød: en langsomt braiseret lammeskank med rosmarin og hvidløg matcher vinens dybe frugttoner og blødgør dens tanniner gennem fedtet i kødet. Tilsvarende fungerer kraftige oksekødsretter — simreretter, osso buco-stil eller en fed bistecca — fremragende, fordi proteinerne i kødet binder sig til de polyfenoler, som gør vinen potentielt hård i sin ungdom. Med vildt som vildsvin, kronhjort eller hare finder Montepulciano en partner, der matcher dens eget rustikke, lidt vilde DNA. Den fælles jordtone og de saltagtige, urteagtige noter i vinen forstærker skovens smag i kødet frem for at overdøve det. Pasta-retter er klassiske i Abruzzo: en sugo med svinekød og peperoncino eller en rig ragù alla napoletana sidder som støbt. Saucens syre og umami balancerer vinens tanniner, mens tomaten fremhæver den mørke frugt. Modnede oste som Pecorino Romano eller Parmigiano Reggiano giver en saltum smagsoplevelse — fedtet og saltet i osten blødgør tanninerne og fremhæver vinens lakrids- og chokoladenoter. Endelig er svamperetter — risotto med porcini eller en enkel sauté af skovsvampe med smør og persille — en oplagt match, fordi svampenes glutamatrige umami harmonerer smukt med Montepulianos jordede, trøfleagtige dybde.