Amarone
ItalienKlima: middelJord: Amarone-regionen i Valpolicella er præget af en mosaikagtig jordsammensætning, hvor kalkstensholdige moræneterrasserdominar de bedste vinmarker i de højere liggende zoner som Fumane, Marano og Sant'Ambrogio. I dalene finder man lerrige alluviale aflejringer med god vandholdende kapacitet, mens de mere stenede, delvis vulkanske basaltjorder højere oppe giver vinene mineralitet og struktur. Den varierede jordbund, kombineret med terrasserede bjergskråninger, er central for den kompleksitet, der kendetegner Amarone della Valpolicella.
Historie
Valpolicella-regionen nordvest for Verona har produceret vin siden antikken, og romerne priste allerede de lokale vine fra disse bjergskråninger. Navnet 'Valpolicella' menes at stamme fra latin og betyder omtrent 'dal med mange kældre', et vidnesbyrd om en dybt rodfæstet vinkultur. Den vin, vi i dag kender som Amarone, har dog en langt mere moderne oprindelse end man måske skulle tro. Frem til midten af det 20. århundrede var regionens prestigevin den søde Recioto della Valpolicella, fremstillet ved at lade høstede druer tørre på bambusgitter – en teknik kaldet appassimento – for at koncentrere sukker og smag. Ifølge vinlegenden opdagede sælgeren Adelino Lucchese ved et tilfælde i 1936, eller muligvis i 1950'erne afhængigt af kilden, en tønde Recioto, der havde gæret til fuldstændig tørhed. I stedet for den forventede sødme fandt han en kraftfuld, tør vin. Han udbrød angiveligt 'questo non è amaro, è amarone!' – 'dette er ikke bittert, det er storbittert!' – og gav dermed vinen sit navn. Bertani og Bolla var blandt de første producenter, der kommercielt lancerede Amarone, og i 1968 fik vinen sin DOC-status. I 2009 blev Amarone della Valpolicella opgraderet til DOCG, den højeste italienske vinklassifikation, hvilket cementerede dens plads blandt Italiens absolutte storvin. Gennem årtier har producenter som Allegrini, Dal Forno Romano, Quintarelli og Masi defineret stilen og lagt grunden for en international forståelse af Amarone som et af verdens mest karakteristiske og koncentrerede rødvine. Regionen har de seneste årtier oplevet enorm vækst, og diskussioner om traditionelle versus moderne produktionsmetoder – herunder brugen af barriques kontra store slavonske egetræsfade – præger stadig producenter og kritikere.
Profil
Amarone della Valpolicella skylder sin unikke karakter en kombination af terroir, drueprofil og den ekstraordinære appassimento-teknik. Druerne – primært Corvina, Corvinone og Rondinella – høstes sent i september og lægges derefter på tørrestativer i velventilerede lofter kaldet 'fruttai', hvor de tørrer i 90-120 dage. Under denne tørreproces mister druerne op til 40 procent af deres vandindhold, mens sukker, smag og ekstrakter koncentreres dramatisk. Resultatet er en vin med potentielt 15-17 procents alkohol, tæt tanninstruktur og en kompleks duftprofil domineret af mørke kirsebær, tørrede figner, chokolade, lakrids, læder og krydderier som kanel og nellike. Klimaet i Valpolicella er præget af varme somre modereret af kolde nætter takket være bjergindflydelse fra Alperne og den termiske regulering fra Gardasøen mod vest. Denne temperaturveksling hjælper med at bevare syrlighed og friskhed selv i meget modne druer. De terrasser, der er anlagt i den vestlige Classico-zone, regnes traditionelt for de fineste, da kalkstensholdige jorder med god dræning giver druer med en særlig mineralsk rygrad og delikatesse. Amarone er en vin designet til lagring – store vintager kan med lethed forbedres over 20-30 år – men mange moderne stilarter er tilgængelige og frugtfyldte i en relativt ung alder. Dens dybde, krop og kompleksitet gør den til en af Italiens – og verdens – mest imponerende og genkendelige vinoplevelser.